Kirkens historie

Hobro Kirke er vel ikke en "gammel Kirke", set i forhold til vore middelalderkirker. Men kirken repræsenterer dog en af de måder, hvorpå man sidste århundrede søgte at udforme kirkerummet, så det byggede på traditioner, men alligevel kom til at fremstå som et nutidigt samlingspunkt for menigheden og som en god ramme, der er med til at understrege det evangelium, som prædikes.
Kirken har sin historie, som kommer til udtryk i arkitektur,

Hvornår den første kirke er blevet bygget i Hobro, ved man ikke, men ved vikingeborgen "Fyrkat" findes både hedenske og kristne grave, så det antages, at der først har været en trækirke, der i det 12. århundrede er blevet erstattet af en kvaderstenskirke. Om denne vides ikke meget, fordi præstearkivet brændte i 1813.

Kirken omtales bl.a. i "Danske Atlas" fra 1767, hvor det hedder "Kirken er ikkun liden, men indvendig ziirlig, har et lidet Taarn, men indvendig ikke hvælvet." Kirken forfaldt, da byen i sidste århundrede var meget fattig. Der havde været storbrande i 1812 og 1813, og krigshandlinger var heller ikke gået sporløst hen.

I 1846 var kirken ved at falde sammen, så den blev revet ned i 1848. Arkitekt for den nye kirke blev bygningsinspektør for Jylland, G. Bindesbøll, som især er kendt for Thorvaldsens Museum. Bindesbøll havde hentet inspiration mange steder fra, og han forbandt de forskellige stilarter på sin egen måde, så der fremkom et dristigt og harmonisk hele. Kirken blev indviet den 31. oktober 1852.

Restaurering fra 1993-94

I årene 1993-94 har kirken fået en gennemgribende restaurering, for størstedelen udført af lokale håndværkere, under ledelse af arkitekt P. Brøgger, Fjellerad. Såvel udvendigt som indvendigt er den gennemgået, og mange skjulte skader er blevet afdækket og afhjulpet.

Udvendigt er der ikke sket store forandringer. Murene og tinderne er blevet repareret i nødvendigt omfang. Der er kommet nyt skifertag på såvel tårn som skib. I forbindelse med dette arbejde er hele tagkonstruktionen gået efter med de nødvendige forstærkninger, reparationer og imprægnering af træværk. En forandring er det, at inddækninger, tagrender og nedløbsrør er blevet udført i kobber. Vindfløjen på spiret har fået ny fane, og denne og kuglerne er blevet belagt med bladguld. 

Indvendigt har kirken derimod skiftet fuldstændig karakter. Alt puds er blevet fornyet, så det kunne danne en god grund for den nye farvesætning. Radiatorerne er lagt ned i gulvet for at undgå kedelige støvstriber op ad væggene. De farvede vinduesglas fra 1930 er blevet erstattet med klart glas af hensyn til de nye farver. Ledetråden for hele restaureringsarbejdet var at finde tilbage til Bindesbølls idéer og lade sig inspirere af dem. Det skulle ikke være tilbageføring. Det lod sig heller ikke gøre på grund af Skovgaards mosaik. Men inspirationen fra Bindesbøll skulle forbinde sig med nutidstanker, så vor tid på den måde kom til at give sit selvstændige bidrag til kirkens historie. Derfor valgte man til udsmykningen af hvælvet at tage udgangspunkt i en af Bindesbølls oprindelige skitser. 

Til at varetage farvesætningen blev valgt kunstneren Arne L. Hansen, der fik den bundne opgave at tilpasse kirkens farver til farverne i Skovgaard-mosaikken i koret. Med stor sikkerhed har han løst denne opgave, så kirken i sin helhed fremtræder lys og opløftende for sindet. Farverne på såvel hvælv som vægge og bænke danner en sammenhæng, hvor tilmed mosaikken på altervæggen er kommet til at stå stærkere, end den gjorde før. Og det nye orgel i den anden ende af kirken fremtræder ligeledes som en naturlig del af helheden.

Kirkens ydre

Bindesbølls frie brug af sine idéer viser sig i den måde, hvorpå kirken er opbygget. Tårnet er utraditionelt placeret over koret i østenden af kirken, hvorved den præsenterer sig bedst, set fra byens hovedgade. Tinderne på tårnet, vestenden af skibet og karnapperne mod nord og syd giver associationer i retning af en ridderborg. Karnapperne fungerer i konstruktionen som "stræbepiller", der skal tage det ekstra tryk fra taget, der fremkommer, fordi hvælvingen i kirken går højt op i tagrummet.

Murene er karakteristiske ved deres vekslen mellem røde og gule murstensbånd samt ved trappefrisen, der går igen inde i kirken og dermed binder det indre og det ydre sammen. Mod vest over hoveddøren er en udsmykning bestående af et ligearmet kors og to Davidsstjerner. I hjørnet ved tårnet på nordsiden findes et trappetårn med indgang både udefra og fra koret. På nordsiden af kirken er tilbygget et sakristi.

I tårnet hænger to klokker. Den ældste, den mindste, har hverken årstal eller støbemærke. Den menes at være fra det 15. århundrede. Den største klokke er blevet omstøbt og gjort større to gange, sidst i 1917. Ringningen med klokkerne foregår nu automatisk. Uret og klokkerne styres elektronisk. 

I efteråret 2015 blev kirkens tre urskiver nedtaget for, at blive genopfrisket. Romertalene på skiverne var flere steder meget utydelig og malingen i urskivens inderste cirkel var falmet. Ved genopfriskningen blev romertallene fornyet med nyt bladguld og det samme skete med urviserne. Den blå farve der er brugt i urskivens inderste kreds, er den farve de havde dengang kirken blev bygget. Lørdag den 23. januar 2016 fik vi de renoverede urskiver tilbage på deres plads.

Alterparti

Bindesbøll havde som alterudsmykning tænkt sig en fremstilling af Jesu måltid med disciplene i Emmaus, udført i fresko. Man ønskede imidlertid at genbruge den gamle altertavle, skønt den ikke passede særligt godt til den nye kirke.

I forbindelse med kirkens 100-års dag i 1952 blev den erstattet af den nuværende udsmykning, en mosaik af "den tronende Kristus", udført af Johan Thomas Skovgaard. Forbilledet er antageligt et kunstværk i Catedrale i Pisa i Italien. Et nyt alterbord og korset kom til ved samme lejlighed. Alterbordet har mosaik af "det sejrende lam" på forsiden. Korset er med Kristi Monogram (IHS) i guld i midten og de fire evangelistsymboler i korsarmenes ender. (Den gamle altertavle kan nu ses i Sønderup Kirke, 25 km nordøst for Hobro).

Til udsmykningen af hvælvet i kirken havde Bindesbøll flere skitser. Den, der blev udført, bestod i felter af stuk med en dekoration af ranker. Den holdt kun i få år. I 1870 måtte pudslaget fornyes på grund af vand, der var sivet ned gennem taget. Udsmykningen blev da en blå himmel med hvide stjerner. I 1889 måtte pudslaget igen udskiftes. Igen malede man en stjernehimmel.

I 1930-31 fandt en stor restaurering sted. Kirkens indre blev forsynet med et groft pudslag, holdt i gråbrune farver. Ved den sidst stedfundne restaurering i 1994 blev udseendet, som vi ser det i dag.

Gulvet i kirken var oprindeligt røde mursten. Det er i dag Ølands-fliser i kor og midtergang og træ under bænkene. I våbenhuset er der under tæppet gamle gravsten med inskriptionen opad.

Fra den gamle middelalderkirke overførtes foruden altertavlen døbefonten i granit, prædikestolen, to lysekroner, epitafierne på skibets østvæg og korets nordvæg samt to lysestager på alteret. Disse to stager er skænket til kirken i 1604 af borgmester Niels Lauritzen og Anne Esskelsdatter.

Orglet

Sammen med restaureringen fik kirken et nyt orgel, det fjerde siden 1852. Det første var bygget af orgelbygger J. A. Demant. Det andet kom i 1889 og var bygget af orgelbygger A. H. Brusch og sønner og var mekanisk med 11 stemmer.

Det tredje blev bygget i 1929 af orgelbygger A. C. Zachariasen, Århus. Det var pneumatisk, indeholdt 26 stemmer, fordelt på 3 manualer og pedal. (Spillebordet herfra befinder sig nu på Hobro Museum). Den oprindelige orgelfacade, tegnet af Bindesbøll i samme stil som kirken, blev fortsat brugt, idet der dog tilføjedes to sidefløje. Disse er igen blevet fjernet i det nuværende fjerde orgel, der er bygget af orgelbygger Bruno Christensen og Sønner, Terkelsbøl. Dette orgel indeholder 37 stemmer, fordelt på 2 manualer og pedal. Orglet er forsynet med de sædvanlige koblinger samt elektrisk registratur med 256 sættekombinationer.