• Mobilmenu knap
  • Facebook ikon top
  • Youtube ikon top
  • E-mail ikon top
  • Telefon ikon top
  • Telefont ikon top mobilside
  • Folkekirkens Familie støtte

Folkekirkens Familiestøtte

Stressede morgener, hvor alle kommer skævt ud af døren. Skænderier med teenageren. Børn, der næsten ikke er til at hive væk fra skærmen. Det er ikke altid nemt at være forælder. Og en gang imellem kan det være godt at have én udefra at sparre med om hverdagen i familien. Ofte skal der faktisk ikke så meget til for at ændre de vaner eller dårlige mønstre, der gør hverdagen svær, men det kan være svært selv at se, mens man står i det.

Hobro Sogn er medejere af Folkekirkens Familiestøtte, som støtter forældre, der gerne vil have en bedre hverdag. Støtten kan bestå af personlig sparring fra en forældreven eller via et kursusforløb.

 

Et nyt perspektiv på hverdagen

Er der noget i jeres hverdag, I gerne vil lave om, men ikke helt ved, hvordan I skal gribe fat i? Så kan Folkekirkens Familiestøtte være noget for jer.

Med stor respekt for jeres ønsker og værdier kan vi støtte jer i at blive skarpere på de ting, I gerne vil have ændret, og på hvordan I kan føre dem ud i dagligdagen. Det burde vi da selv kunne klare, tænker I måske. Men alle familier kan køre fast og have brug for at se tingene med andre øjne. Ligesom man kan have brug for en løbemakker for at få trænet.

 

Tilbud til børnefamilier

Du kan altid kontakte den lokale koordinator og få personlig sparring til udfordringer i familielivet. Derudover tilbyder Folkekirkens Familiestøtte velafprøvede forløb for børnefamilier:

Forældreven – En forældreven støtter jer i at skabe de forandringer derhjemme, som I ønsker. Det kan f.eks. være sparring omkring konflikter eller pligter. Det kan også være en voksen at tale med, hvis du er alene med børnene. Tilbuddet er for forældre med hjemmeboende børn i alderen 0-17 år.

Forældreven i Hånd i Hånd –  en Forældreven i Hånd i Hånd besøger familier med mindst ét barn i alderen 0-6 år i deres hjem, hvor de giver familien et pusterum og støtter dem i at finde større overskud inden for nogle konkrete områder. I øjeblikket tilbyder vi familier Hånd i Hånd støtte inden for overskrifterne:

Den rare middagsstund: Her er målet, at familien finder nyt overskud omkring middagsstunden. Den frivillige tilbyder praktisk støtte og sparring omkring eksempelvis at tilberede maden, dække bord, hjælpe med oprydning og ideer til madplan og struktur på planlægningen af måltidet. Også i forhold til at inddrage børnene og skabe en god stemning. 

Gode hjemlige rammer: Her er målet, at familien får konkret hjælp til eksempelvis at skabe gode legemiljøer for børnene, skabe fysisk plads til et godt spisemiljø eller til at skabe struktur på rutinerne vedr. oprydning og overblik over hjemmets fysiske rammer. Den frivillige bidrager med ny inspiration samt en ekstra hånd til at få skabt et hjem, hvor familien har det godt sammen. Med Hånd i Hånd gør vi – som navnet antyder - ikke noget for familien, men sammen med familien.

Sunde skærmvaner i familien - Et kursusforløb for jer, der vil have sundere vaner omkring telefoner og tablets i familien.

 

Læs mere

Hold øje med Folkekirkens Familiestøttes hjemmeside for kurser i netop dit sogn. Her er link til til hjemmesiden www.folkekirkensfailiestotte.dk

Alle forløb er uden egenbetaling, og de tilbydes uanset religiøs overbevisning.

 

Vil du være frivillig?

Bliv forældreven - Som frivillig forældreven støtter du forældre i at skabe de forandringer i familien, som den lokale koordinator har aftalt med familien. Det kan f.eks. være det gode måltid, hvordan de kommer godt ud ad døren om morgenen, eller hvordan de får børnene til at hjælpe i familien.

Bliv frivillig forældreven i Hånd i Hånd – Som frivillig forældreven i Hånd i Hånd yder du både praktisk og relationel støtte i familierne. Navnet Hånd i hånd betyder, at du som frivillig hjælper familien i et samarbejde. Du er derfor ikke barnepige eller rengøringshjælp, men kommer med god energi og en ekstra hånd, som fremmer den gode stemning og giver familierne et tiltrængt pusterum.

Du står ikke alene. Du kan altid trække på den lokale koordinator, og du bliver godt klædt på med viden og sparring, ligesom du bliver en del af et fællesskab.

Som frivillig skal du igennem et godkendelsesforløb og et introkursus. Vi stiller ikke krav til din faglige baggrund, men går op i dine personlige evner og erfaringer. Du er rolig og god til at lytte, og du kan sætte dig ind i andres perspektiver.

Du aftaler med den lokale koordinator, hvilke opgaver du gerne vil hjælpe med, og hvor ofte det passer dig.

 

Kontakt din lokale koordinator

Line Neve Christensen

Tlf.: 29 11 18 10

mail: lnc@km.dk

Bliv frivillig

 

I KFUM's Sociale Arbejdes gældsrådgivning På Fode Igen, kan mennesker i udsatte livssituationer, få gratis og uvildig rådgivning om deres privatøkonomi. Rådgivningen er akkrediteret af Rådgivnings Danmark.

KFUM’s Sociale Arbejde har siden 2009 ydet gratis gældsrådgivning, målrettet mennesker i udsatte livssituationer. Gældsrådgivningen findes knap 30 steder i Danmark, fordelt på vores sociale caféer og væresteder samt enkelte andre lokationer. I Hobro er der rådgivning på tirsdage kl. 16-18. 

Formålet med rådgivningen På Fode Igen er at hjælpe udsatte mennesker til at få overblik over deres økonomiske situation og motivere dem til at reducere deres gæld. Målet er, at borgeren på længere sigt selv kan mestre sin økonomi og derved få en bedre livskvalitet.

Som frivillig forventer vi at du:

  • Har lyst til at gøre en forskel for mennesker, der har det svært
  • Kan kommunikere med mange forskellige typer af mennesker.
  • Kan afsætte 2-3 timer hver anden uge.
  • Har interesse for økonomi og sagsbehandling.
  • Har en faglig relevant baggrund eller uddannelse - eks. bankrådgiver - socialrådgiver - økonom - revisor eller jurist eller du læser en relevant uddannelse.

Vi tilbyder:

  • Praktisk erfaring med økonomisk rådgivning og sagsbehandling.
  • Ansvar og alsidige opgaver/problemstillinger.
  • Intern uddannelsesdag, der vil klæde dig på til at arbejde som frivillig rådgiver samt løbende frivillige kurser og møder.
  • Mulighed for at styrke dit professionelle netværk.
  • Et arbejde, hvor du får mulighed for at hjælpe samfundets svageste og gøre en forskel.
  • Skriftlig udtalelse til CV efter 12 måneder. 

Ansøgning:

Hvis du har lyst til at være frivillig, så send din ansøgning. Vi afholder samtaler løbende. Såfremt du har spørgsmål, er du meget velkommen til at kontakte projektmedarbejder Hanne Høy, kontaktoplysninger finder du på vores hjemmeside, hvor du også kan læse mere om vores gældsrådgivningsprojekt ’På Fode Igen’ på www.kfumsoc.dk/projekter/paa-fode-igen

Vi glæder os til at høre fra dig 

 

Tilmeld dig nyheder fra Hobro Kirke

* betyder påkrævet felt